Din huskeliste til flytning

Del - 
Twitter
Facebook
Copy link

Der er mange ting at holde styr på, når du skal flytte. Hvad enten du flytter i lejlighed eller et nyt hus, så er der forskellige ting, du skal huske at krydse af listen, inden du er helt på plads. 

Vi forstår, at det kan være svært at huske det hele, når flyttekasserne bliver flere og flere. Derfor har vi lavet en huskeliste til flytning med de vigtige ting, du skal have styr på, når du flytter. 

Før vi dykker ned i huskelisten til flytning, er det dog vigtigt at sige, at nogle af tingene på listen kun gælder i nogle tilfælde, mens andre punkter gælder for alle, der skal flytte.

Hvem skal have besked, når du flytter?

Du tænker nok ikke så meget over det i hverdagen, men der er meget, der ikke fungerer, hvis virksomheder og personer ikke kender din rigtige adresse. Det gælder både postvæsnet, lægen, kommunen og abonnementer på magasiner eller aviser. 

Nogle af dem får automatisk besked om din nye adresse, når du melder flytning, mens du selv skal give andre besked. Skriv derfor på din huskeliste til flytning, at du skal give besked, når du flytter.

1. Husk at melde flytning

Noget af det vigtigste på din huskeliste til flytning er at melde flytningen til folkeregisteret i den kommune, du flytter til. Den nemmeste måde at gøre det på er ved at logge ind på borger.dk og gå i gang.  

Hvornår skal du så melde flytning? Det er faktisk ikke helt ligegyldigt, hvornår du melder flytning. Det skal nemlig gøres senest fem dage efter, du har skiftet bopæl. Du kan blive klogere på dette emne i vores blogindlæg om flytning af adresse.

2. Skal du skifte læge, når du skal flytte?

Det næste punkt på vores huskeliste til flytning er skift af læge. Når du skal flytte til en ny adresse, skal du måske også undersøge, om du skal skifte læge. Flytter du til en adresse, der er mere end 15 kilometer væk fra din læge, bliver du anbefalet at skifte til en ny. Det vil derfor ofte være relevant, hvis du flytter fra en by til en anden. 

Når du flytter til en ny adresse, hvor du skal skifte til en ny læge, har du desuden muligheden for at skifte læge uden at skulle betale for det. 

3. Husk at tjekke op på el, vand og varme

Når du skal flytte, skal du huske el, vand og varme som du har tilknyttet til din bopæl. Det er altid en god idé at tjekke op på, om du selv bør huske at afmelde ting som el, vand og varme, og om du skal aflæse dine målere, inden du flytter. Det er vigtigt punkt på din huskeliste til flytning, så du er sikker på, at du kun betaler for eget forbrug.

Det samme gælder, hvis du har tv- og internetabonnement. Også her skal du ofte selv sørge for at afmelde, inden du flytter. Skriv det derfor på din huskeliste til flytningen, så du ikke pludselig betaler for abonnementer, du ikke bruger.

Inden du flytter

Når du skal flytte, er det en god idé at starte i god tid med at planlægge. Der er mange ting, du skal have styr på. De fleste bliver som regel overrasket over, hvor meget der skal pakkes ned. Herunder kommer et par gode råd til, hvad du skal have med på din huskeliste over ting, du skal nå inden flytningen, så du får planlagt flytningen på bedste vis.

1. Forsikringer 

Det er altid en god idé at få tjekket op på dine forsikringer, når du alligevel er i gang med flytningen. Du kan for eksempel prøve at undersøge, om du har den indboforsikring, der giver bedst mening for dig. 

2. Pak og sortér

Næste punkt på vores huskeliste til flytning er sortering og nedpakning. Det er nemlig bare at finde de sorte sække og flyttekasserne frem og så ellers starte fra en ende af. Når du skal flytte, vil du højst sandsynligt ende med at gennemgå alle de ting, du har samlet sammen i løbet af mange år. 

Her kan flytningen faktisk være en god anledning til at sortere lidt i dine ting. Måske har du noget tøj eller køkkenudstyr, der har samlet støv bagerst i skabet. I så fald er det oplagt at få ryddet lidt op, inden turen går mod det nye hjem. 

Det er især en god idé, hvis I er to eller flere, der flytter sammen. Pladsen kan hurtigt blive trang. Overvej derfor at tale sammen og koordinere, så I ikke pludselig står med tre kaffemaskiner til køkkenet. 

3. Fordel de tunge ting

Når du pakker dine flyttekasser, er det en god huskeregel ikke at pakke alle de tunge ting i den samme kasse. Det er der flere grunde til. For det første bliver flyttekassen meget svær at løfte. Dernæst er der risiko for, at den går i stykker, jo større og tungere den er. 

Prøv derfor at fordele de tunge ting i flere flyttekasser. Er du typen, der har det helt store bibliotek derhjemme, så lav en bund af bøger i flere forskellige flyttekasser, så du ikke fylder en hel flyttekasse med bøger. Bøgerne kan du kombinere med lette ting, for eksempel noget tøj. På den måde holder du vægten nede på flyttekassen, og den er til at bære for dig og andre, der skal hjælpe med flytningen. 

4. Overvej, hvordan flytningen skal foregå

Når du står over for en flytning, kan det virke lidt uoverskueligt at skulle klare det hele selv. Det er der heldigvis råd for. Mange får familie eller venner til at hjælpe, men der er også mulighed for at betale et flyttefirma for at hjælpe dig. 

Det kan der være flere fordele ved. Når du hyrer et flyttefirma, slipper du nemlig oftest for selv at slæbe på møbler, flyttekasser og andet. Du behøver heller ikke sætte meget tid af i kalenderen, når de ordner det for dig. Sidst, men ikke mindst, slipper du oftest for at finde en løsning på, hvordan du flytter dine ting over i dit nye hjem. 

Vælger du derimod at klare flytningen selv, er der en række ting, som er værd at overveje. Har du for eksempel mulighed for at få hjælp til flytningen? Det er især relevant at overveje, hvis du er alene. Det kan være en stor mundfuld at stå med det hele selv. Er der måske nogle venner eller familie, der kan give en hånd med? 

Derefter skal du tænke over, hvordan du vil flytte dine ting. Nogle lejer en flyttevogn eller kassevogn til formålet. Her bør du især undersøge, om alle dine ting kan være der på en gang, eller om du har mulighed for at køre flere gange. Skal du flytte langt væk, er det vigtigt, at du har plads til det hele. 

Skal du ikke flytte langt, eller har du ikke ret meget, du skal have med, kan du måske nøjes med en trailer. Du kan låne en trailer hos mange byggemarkeder og tankstationer. Under alle omstændigheder er det en god idé at skrive planlægning af flytning på din huskeliste over ting, du skal have styr på. Vil du vide mere om dette emne, så læs vores blogindlæg om flyttetrailere.

Efter du er flyttet

Tillykke! Nu er du forhåbentlig kommet godt på plads i dit nye hjem. Men der er altså stadig et par ting, du skal have styr på, før du for alvor kan læne dig tilbage i sofaen og slappe af. Herunder kan du læse mere om, hvad vi anbefaler, at du har skrevet på din huskeliste til flytning, når du er flyttet ind i dit nye hjem. 

1. Husk navn på postkassen

Noget af det første, du bør have på din huskeliste efter flytning, er navn på postkassen. Når du er flyttet i dit nye hjem, er det nemlig alfa og omega, at du hurtigst muligt sørger for at få sat dit og hjemmets andre beboeres navne på postkassen. Det er vigtigt, hvis du skal have leveret din post, at dit navn står postkassen. 

Er det en postkasse, der hænger udenfor, er det også en god idé at tænke over en løsning, der kan holde til både vind og vejr. Så kommer du ikke ud for, at navnene forsvinder fra postkassen igen. 

2. Tjek op på el, vand og varme

Der er tre vigtige ting at tjekke op på, når du skal have nyt hjem. El, vand og varme. Uden dem får du ikke meget ud af din bolig. Derfor skal du få styr på, om der er lavet aftaler om el, vand og varme. 

Nogle steder, og især hvis du bor til leje, er der lavet aftaler med leverandører til en eller flere af tingene. Andre steder skal du selv sørge for det. Lige meget hvad er det en god idé, at du skriver på huskelisten, at du skal finde ud af, om der skal laves en aftale. 

3. Internet og TV

Som med el, vand og varme er internet efterhånden blevet en nødvendighed i ethvert hjem. Og hvis der er noget, der kan sætte tålmodigheden på prøve, så er det, hvis du skal vente længe på at få internet i dit nye hjem.

Derfor bør du skrive internet på din huskeliste til flytning. Det kan være en idé at undersøge, om der er forskellige udbydere i dit område, og hvor du kan få den bedste aftale. 

Selvom streamingtjenester har gjort et indtog, er der stadig mange, der foretrækker et klassisk tv-abonnement. Er du en af dem, så er det også en af de ting, du skal have tage med, når du flytter i et nyt hjem. Som med internet er der mange udbydere og løsninger, så det kræver research at finde et tilbud, der dækker dit behov. 

4. Indkøb af nye ting

Selvom du måske har mange ting med fra dit gamle hjem, skal du sandsynligvis ud at købe nogle flere ting til din nye bolig. Det gælder især, hvis du flytter til noget større. Der vil som regel altid være nogle ting, du ikke kommer uden om. Der er nok nogle møbler, du skal have fat i, og så skal du nok også have købt nogle gardiner til vinduerne.

5. Boligstøtte

Det kan være værd at undersøge, om du har mulighed for at få boligstøtte, hvis du bor til leje. Det afhænger af en række punkter. Blandt andet af indkomst, størrelsen på boligen og huslejen. På borger.dk kan du få meget mere viden og finde ud af, om du har mulighed for at få boligstøtte.

Du er nu kommet igennem vores huskeliste over nogle af de vigtige ting, du skal huske, når du skal flytte. Husk, at vi i vores blogunivers har mange flere tips og gode råd til dig, der står over for en flytning. 

Flere flyttetips

Flyt i
en fart

Få styr på A til Z
før du skal fra A til B.

Hurtigt, nemt og bøvlfrit.