Er du på boligmarkedet efter et nyt sted at bo? Så har du jo en del forskellige muligheder for enten af købe eller leje dit nye sted.
Indlægget er til dig, der er i tvivl om, hvilken retning du skal gå i, og hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.
I dette indlæg lærer vi dig nemlig, hvad forskellen er på privat leje og almen leje via boligforeninger og forskellen på at købe en andel i en lejlighed og købe en hel lejlighed selv.
Det vil gøre det lettere for dig at finde ud af, hvad der passer bedst til den situation, som du står i lige nu og de næste år, hvor du planlægger at bo i lejligheden.
Definition: En professionel udlejer kan være både en mægler, en boligforening eller en virksomhed, som har flere boliger, som de formidler udlejning af.
Du finder oftest deres boliger via deres egne platforme eller portaler. Den umiddelbare fordel ved en professionel udlejer er, at nogle ting er mere ligetil.
Du får fx tilbudt lejligheder, som er godkendt til beboelse. Lejlighederne er ofte istandsat og velholdt. Derudover lever de op til alle regler i forhold til husleje og eventuelle ændringer. Lejeboligerne ved en professionel udlejer er desuden ofte med ubegrænset lejeperiode, hvilket er en fordel for dig, der søger en fast base. Og så er der selvfølgelig sikkerheden i den økonomiske og administrative del af lejeprocessen.
Derimod skal du være opmærksom på, at det måske kan være vanskeligt at finde et lejemål, hvor du må have husdyr – og der kan være lange ventelister. Lejekontrakterne er udførlige, og du skal derfor læse dem grundigt igennem, før du tager stilling til, om du har fundet stedet, hvor du gerne vil bo.
Du skal generelt bruge din sunde fornuft, når du sætter en lejeproces i gang. En privat udlejer kan fx sagtens være lige så god og sikker som en professionel udlejer – der er blot flere forholdsregler, som du skal tage stilling til.
Få altid en ven, en bror eller en mor til at læse din lejekontrakt igennem. Tag evt. ham/hende med, når du besøger lejeboligen første gang.
Vær opmærksom på, om du har mulighed for at få boligstøtte. Som udgangspunkt kan du få boligstøtte, hvis du lejer en bolig. Nu har vi været igennem privat og professionel udlejning og skal se nærmere på mulighederne for dig, der overvejer at købe.
Som ejer af en andelslejlighed ejer du ikke hele lejligheden selv. Du køber et andelsbevis, som giver dig ret til at bruge en lejlighed i en andelsforening.
Som andelshaver er du ansvarlig for at vedligeholde og reparere den indvendige del af den lejlighed, som du har andelsbevis på.
Som ejer af en andelsbolig skal du betale boligafgift. Boligafgiften består fx af driftsudgifter, udgifter til vedligehold og opsparing til ændringer på andelsforeningens arealer.
En ejerlejlighed – hvad er det? Ja, en ejerlejlighed er en lejlighed, som du er den juridiske ejer af med et skøde på boligen, der beviser netop dette. Som ejer har du fuld ret til at bestemme over eventuelle ændringer på selve lejligheden, mens fællesarealer og opgang er fælleseje.
Du er selv ansvarlig for alle ændringer og vedligeholdelse af en ejerbolig. Som boligejer skal du desuden betale ejerudgift. Men hvad er ejerudgift til ejerlejligheder? Den dækker over de samlede udgifter, som du – som ny ejer – forpligter dig til at betale hver måned (uden renter, lån og forbrug). Det indeholder bl.a. ejendomsskat, ejendomsforsikring, ejendomsværdiskat og udgifter til skorstensfejning, rottebekæmpelse mv.
Den store forskel på at have en ejerlejlighed og andelslejlighed er, at med en ejerbolig er du fuld ejer af og har fuld brugsret samt frit spil i forhold til at ændre på boligen, hvorimod du med en andelsbolig køber dig ind i en andelsforening. Dermed skal bestyrelsen oftest godkende dig. Medlemmerne af en andelsforening hæfter solidarisk for hele foreningens gæld, og det kan altså være en fornuftig idé at tjekke, om andelsforeningen har en sund økonomi, før du køber dig ind i den.
Der er en flere forskelle på de to købsformer, men her har du fået præsenteret de primære forskelle. I indlægget her har vi haft fokus på lejligheder. Vi har også lavet en guide til dig, der går med huskøb-drømme. Læs vores guide til dit første huskøb.
Held og lykke med boligsøgningen.